Velkomst

Sådan byder vi dig velkommen som ny interesseret medlem

Uanset om du har samlet frimærker i kort tid eller i mange år, om du har en stor eller en lille samling, om du ved lidt eller meget om frimærker, ja, så er du velkommen i klubben. Vi gør ikke forskel på nogen. Hos os er alle lige, det er meget vigtigt for os.

Vi samler næsten alle frimærker på hver vores måde.

Nogle elsker at vaske frimærker, andre vasker næsten aldrig. Nogle samler ikke andet end Danmark, andre samler på lande fra den anden side af jordkloden eller på motivmærker. Nogle samler mærker med store eller små fejl, såkaldte varianter. Nogle samler breve eller postkort, og andre samler kun på de enkelte mærker. Nogle samler på ubrugte (postfriske), og andre samler kun på stemplede mærker, og nogle endda kun på stempler. 

Og sådan kan vi blive ved. Vi er alle forskellige, men et har vi tilfælles: 

Vi synes, det er sjovt at samle på frimærker, breve, postkort og hyggeligt at være sammen om vores fælles hobby.

Måske du har en helt ny eller anderledes måde, hvorpå du samler frimærker, breve og postkort på. Skulle dette være tilfældet, er vi meget åbne og interesserede i at høre herom.  

Vi ved godt at ligemeget om du er helt ny samler eller garvet samler, så kan den første aften være svær for en, der kommer som interesseret. Man kender jo ikke rigtig til, hvordan det hele forløber i klubben. Du er altid velkommen til at ringe til en af bestyrelsesmedlemmerne og få en snak og et lille indblik i, hvordan vores klubaftener foregår.

Jeg kan sige dig følgende...... 

I Kolding Frimærkeklub tager vi ALTID pænt imod dig.

Så snart vi spotter et ukendt ansigt, kontakter vi straks vedkommende og byder ham eller hende velkommen.

Herefter overlades du til vores ”turfører”. Han vil ligeledes tage pænt imod dig, og give dig en grundig introduktion af klubben og præsentere dig for de fremmødte medlemmer. 

Han vil også fortælle om aftenens videre forløb, og at du er velkommen til at besøge os nogle gange, inden du beslutter dig for eventuelt medlemskab.

Han vil også fortælle dig om vores auktioner, hvor du selvfølgelig er velkommen til at lave flere LOT, som du kan få med på vores interne auktioner. 

Han vil også spørge efter din adresse. Du vil så i løbet af få dage modtage klubbens informationsmateriale bestående af aktivitetsprogram og vedtægter. 
Alt dette kan du i ro og mag kigge igennem derhjemme. 

Derfor: Kig trygt indenfor i vores lejede klublokale og se og hør mere om vores mange aktiviteter. 

PS. Vores klubaftener afholdes altid på følgende adresse.

PARKHALLEN FYNSVEJ 49 6000 KOLDING

Lokalet ligger på 1. sal.

Dørene åbnes kl. 19.00 og klubaftenen starter kl 19.30

Gennemgang gennem Hallen og op af trappen

eller

Indgang og op af trappen og igennem caffeteriet.

Med venlig hilsen

FORMANDEN

 Erik Clemensen